• Jobskabelsen i USA overgår forventningerne

    Источник: BDK Finans / 10 янв 2025 08:20:58   America/Chicago

    Antallet af job uden for landbruget i USA voksede i december med 256.000, oplyser USA's beskæftigelsesministerium. Forventningen blandt økonomer var, at der ville blive skabt 165.000 nye job. Arbejdsløsheden faldt med 0,1 procentpoint til 4,1 procent. Det er anden måned i træk, at jobskabelsen i USA overgår økonomernes forventninger. I november blev der skabt 212.000 job uden for landbruget. Jobskabelsen uden for landbruget i USA omtales ofte som kongetallet. Tallet får stor opmærksomhed fra økonomer. Det skyldes, at det kan ses som en strømpil for verdensøkonomien. USA er verdens største økonomi, og udviklingen i landet påvirker derfor i høj grad økonomien i resten af verden. Cheføkonom hos Sydbank Søren Kristensen kalder decembertallene for en "brølstærk rapport" fra det amerikanske arbejdsmarked. - Det markerer afslutningen på et år, hvor arbejdsmarkedet på trods af en generel opbremsning alligevel har været stærkt. Vi ser endda ind i en mindre acceleration her i slutningen af 2024. - Det åbner spørgsmålet for, om det igen er ved at gå lidt for stærkt i amerikansk økonomi, hvor man med rette kan være bekymret for en mindre overophedning, skriver han i en kommentar. Forventningen er derfor, at den amerikanske centralbank (Fed) senere på måneden vil undlade at sætte renten ned. Det har de ellers gjort på de seneste rentemøder. I september sænkede Fed den amerikanske rente for første gang siden marts 2020. Yderligere rentenedsættelser fulgte i november og december. Cheføkonom hos brancheorganisationen Dansk Erhverv Tore Stramer skriver i en kommentar, at han tror på, at Fed vil "holde rentekrudtet tørt og se tiden an". - Ikke mindst med tanke på, at Donald Trump formentligt kommer til at føre en både ekspansiv og inflationsskabende politik i både 2025 og 2026, skriver Stramer med henvisning til USA's kommende præsident, Donald Trump, der overtager embedet om ti dage. Nykredits chefstrateg Frederik Engholm peger på, at Trumps indtog i Det Hvide Hus ikke nødvendigvis vil give anledning til markant højere jobvækst. - Skattelettelser kan godt nok give økonomien et skub opad, men gør Trump alvor af trusler om toldforhøjelserne, så trækker det den anden vej. - Sender han tilmed en masse immigranter ud af USA, så kan man ligefrem se jobvæksten dale betydeligt på grund af mangel på arbejdskraft, lyder det i en kommentar. Frederik Engholm peger på, at Trumps til tider uforudsigelige politiske armbevægelser er årsagen til, at Fed lægger op til mere forsigtig tilgang til ændringer. - Den (banken, red.) har simpelthen ikke klarhed over, hvad det er for en økonomi, den står over for. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/jobskabelsen-i-usa-overgaar-forventningerne
Опубликовать